Undervisning

Nye hold, som du kan tilmelde dig:

Undervisnings info

Tilmeld dig her og få besked når vi bl.a. starter nye ugehold eller afholder egne workshops

Milonga info

Tilmeld dig her og få besked om vores dansearrangementer

Workshops gæster

Info om workshops med gæstelærere (oftest fra udlandet)

Søg

Hvad er forskellen på argentinsk tango og danseskole-tango?

Når de fleste hører ordet "tango", tænker de fleste stadigvæk på danseskole-tangoen og mange, når de ser den argentinske tango, bliver overrasket over, at der hverken er hovedkast eller nogen særlig dramatik i dansen. Den røde rose mangler også.

Danseskole-tangoen er en dans, som blev konstrueret af englænderne i 1920'erne. Man kan måske sige at det var en engelsk fortolkning af den argentinske tango, som blev nedskrevet og optaget på danseskolerne. Når man danser standard/latin, er danseskole-tangoen en af de danse, man bruger som en konkurrencedans - dvs. parrene konkurrerer mod hinanden ved at danse en koreografi, som de i forevejen har øvet. Danseskole-tangoen har ikke ændret sig synderligt siden dens opståen og der er stramme regler (syllabus) for hvordan den skal danses. Set med argentinsk-tango-øjne, er det en meget sær dans, hvor man netop ikke kan undgå at bemærke de hård hovedryk og dramatikken. Musikken, der danses til, er nærmest march-agtig. Læs evt. mere om danseskole-tangoen her.

Den argentinske tango opstod i Argentina og bliver der, samt i resten af verden, danset og dyrket som en selvstændig dans. Det er en naturlig og organisk dans, som er skabt ved at mennesker har danset den for fornøjelsens skyld. Der er aldrig nogen der har lavet regler for hvordan den skal danses, så der er plads til personlig stil og improvisation. Prøv at sammenligne de to videoer og læg mærke til hvor stor forskellen er! I starten var dansen formentlig ret enkel, men når nogen så fandt på noget lækkert, har andre kopieret det, og på den måde er der kommet flere og flere elementer ind i dansen, og andre elementer er blevet udfaset når de gik af mode. Enkelte personer har naturligvis påvirket dansen mere end andre, og i nyere tid har Gustavo Naveira formentlig haft størst indflydelse på dansens udvikling.

Den argentinske tango er en dans, som man aktivt går ud og danser for at have det sjovt og nyde hinandens selskab og nærhed - ikke for at konkurrere! I København kan man gå ud at danse tango hver aften. Man går ud og danser på samme måde som man går i byen, og man behøver ikke at gå ud med en dansepartner, da alle danser med alle (de fleste dog med tendens til at danse med andre på samme niveau). 

Det er en improviseret dans, hvor man ikke på forhånd aftaler, hvad man vil danse eller hvilken musik man danser til. Hvad der sker under dansen bestemmes af bl.a. musikken (som kan være meget varieret, og ikke nødvendigvis tangomusik), de andre dansere omkring en, hvad man selv kan, hvad den man lige danser med kan, hvad man kan huske eller bliver inspireret til, ens humør osv...

Der er mange stilarter - groft sagt lige så mange, som der er tangoundervisere - som alle kommer under betegnelsen argentinsk tango, men fælles for dem alle er, at fokus er på kontakten mellem parret og det at føre/følge. Derfor kan man - selvom ingen har skrevet nogen regler ned om dansen - uden problemer tage på den anden side af jorden og danse argentinsk tango med de lokale dansere dér. Og hvis det er en større by, kan man være sikker på, at der ér argentinsk tango. Selv steder, som i Kathmandu og de Arabiske Emirater kan man danse tango, og japanerne er vilde med det.

Det er iøvrigt tangofabrikkens overbevisning, at hvis folk ikke forvekslede den argentinske tango med danseskole-tangoen, så ville langt flere - og især mænd - vælge at danse argentinsk tango! Vi tror simpelthen at folk bliver skræmt væk fra at danse tango p.g.a. danseskole-tangoen!

Læs mere om den argentinske tango her